Vi skal se på den kristendom, som eksisterede inden kejsere og kirkefædre på koncilerne fastlagde grundlaget til den dogmatiske kristendom, den vi har i dag. Vi skal se på nogle kilder, der henviser til en udogmatisk, mere original og ægte kristendom. Disse tekster og evangelier afspejler en anden kristendom end de 4 evangelier i Nye Testamente og må ses som en udvidet indsigt i Jesu lære, en mere ægte kristendom. Didaké og Thomas-evangeliet er de skrifter, der kommer nærmest original kristendom og ægte Jesuord, som de kan findes flere steder i nye testamente.

Kilderne hertil er:

• Didaké – De tolv Apostles Lære, fundet i 1873, ukendt forfatter.
• Thomas Evangeliet, fundet i Nag Hammadi i Øvre Egypten i 1945.
• Sandhedens Evangelium, et gnostisk skrift, ukendt forfatter.
• Johannes´ Spørgsmål, måske fra bogomilerne på Balkan. Satan er hovedperson.
• Maria Evangeliet, fundet i Ægypten i 1896. Maria Magdalene er hovedperson.
• Dødehavsrullerne, en beduinerdreng fandt de første ruller ved Qumran i 1947.
• Jeg, Mani – Jesu Kristi Apostel. Manikæismens stifters selvbiografi fra år 3-400.

 

Didaké betyder belæring og viser træk fra det ældste kristne menighedsliv. Det stammer fra mellem år 70 – 100 e.kr. Forfatterne er ukendte; der er næppe kun en forfatter. Det består af 16 kapitler og er en håndbog for fjerne menigheder i kirkeorden, altså en liturgisk-organisatorisk håndbog. Skriftet blev fundet i Den hellige Gravs Kloster i Fanar ved Konstantinopel. Det vakte enorm opsigt i samtiden og blev udgivet første gang i 1883. Professor Søren Giversen har indgående redegjort for, at Didaké har været oversat til koptisk og anvendt i Ægypten i hvertfald i 300-tallet.

Didaké beskriver 2 veje: Livets og dødens. Buddene for livets vej er to. Dels det dobbelte kærlighedsbud (elsk Gud og din næste, som dig selv) og dels en masse påbud, der har mange ligheder med de 10 bud. Det er en forberedelse til dåb; hvad den indviede skal vide og rette sig efter for at kunne blive døbt og optaget i den tidlige kristne menighed. Foruden dåbsforskrifter gives der anvisninger på faste, bøn, nadver, modtagelsen af vandrelærere og valg af biskopper og diakoner.

Det særlige ved dette kildeskrift er, at det adskiller sig fra ordinær kristendom ved ikke at have nogen frelseskonstruktion dvs. Jesus optræder ikke som frelseren via sin død på korset (forsoningslæren). Skriftets dåbs- og nadversyn er udogmatisk.

Dåben er en voksendåb, som forberedtes med 3 års oplæring samt faste. Den foregik ved neddypning i levende vand dvs. i en bæk, kilde el.lign. Selve nadvermåltidet er et virkeligt måltid mad. Det indtages i forbindelse med en takkebøn, hvor man ved bægeret takker Gud for “Hans tjener Davids hellige vinstok”, den slægt som er manifesteret ved Jesus. Ved  brydningen af brødet takkes Gud for ”livet og kundskaben, som du har kundgjort os ved din tjener Jesus.” Jesus forstås altså ikke som Guds eneste søn eller Gud selv, men som Guds tjener.

Efter at have spist sig mætte takkes deres hellige Fader for “kundskaben, troen og udødeligheden, som du har kundgjort os ved din tjener Jesus.” Og videre (10,3): ”Mad og drikke har du givet os at nyde, for at vi skulle takke dig, men os har du skænket åndelig mad og drikke og evigt liv ved din tjener.

Frem for alt takker vi dig, fordi du er mægtig.” Her siges ikke noget om, at vi får det evige liv gennem indtagelsen af Jesu blod og Jesu legeme ( = nadveren som opfyldelsen af forsoningslæren).

     Her gives det evige liv som en gave fra Gud via Hans tjener Jesus’ kundskab og tro. Her er det gudsforvrængende udtryk ”nåde” heller ikke anvendt om Guds frelse.

Didaké findes i ”Oldkristne Tekster” I, ved Søren Giversen.

Thomasevangeliet er oversat efter det originale papyrushånddskrift i Cairo af den danske teolog og professor Søren Giversen, som har været meget privilegeret at kunne komme til det. Den unge Giversen blev udvalgt, fordi Danmark var neutral i 2. verdenskrig.

Det består af 114 ord eller logier skrevet på koptisk. Det blev fundet i 1945 i det sydlige Egypten sammen med mindst 12 andre håndskrifter og fundet rummer tilsammen 52 religiøse og filosofiske tekster fra oldtiden, der udgør Nag Hammadi fundet. Nogle tekster var kristelige andre var ikke-kristelige, mange var originale såkaldte gnostiske tekster. En af de bedst bevarede var Thomasevangeliet. Dateret ud fra den palæografiske metode (vurdering af bogstavernes form) vides en afskrift af Thomasevangeliet at være fra år 330-340. Selve teksten er meget ældre.

De ældste af de græske rester af Thomasevangeliet regnes for at være fra før år 200, skriver Giversen, men ud fra ordlyden af Jesusordene må Thomasevangeliets oprindelse tilskrives en langt tidligere periode, ja, for nogle af Jesusordenes vedkommende er der måske tale om en tradition, der er ældre end den, dele af det Nye Testamente bygger på, tilføjer han.  Giversen mener,  at det  er skrevet  mellem år 50 og 100  uden  påvirkning  af evangelierne. Således skulle de være de ældste Jesusord.

Den ansete tyske forsker Helmut Koester mener, at en sammenligning med evangelierne viser, at Thomasevangeliets Jesusord er mere oprindelige eller er udviklede former, som er mere originale end parallellerne i Nye Testamente. De er kendt omtalt af kirkefædre og gennem nogle citater. Over halvdelen af ordene kendes fra de 3 synoptiske evangelier, resten er ukendte Jesusord, som altså skulle høre til de ældste, vi har.

Søren Giversen betragter det som et enestående oldkirkeligt dokument, hvis rødder går tilbage til den ældste menighed. Det centrale er Faderens rige – Guds rige. Hvad er dette rige, og hvordan kommer vi ind i det? Det handler logierne om. Jesus forkaster alle hellige regler og siger, at det guddommelige er inden i os – og gennem selverkendelse skal vi finde det.

Kvinderne deltager på lige fod i den discipelkreds, der skal belære andre. Dvs. et brud med den patriarkalske tradition; Salome og Maria Magdalene er disciple.

Jacob – Jesu bror – nævnes. l Thomasevangeliet er ordet  ”omvendelse” ikke brugt, men derimod “radikal forandring” ej heller “tro”, men “viden”, ”at kende” og “være ét”. Visdomsordene har autoritet i sig selv og antages at gå tilbage til Jesus selv.

Alt det bærende i den senere kristne forkyndelse er der ikke:

Helliggørelse af korsfæstelsen, soningsdød, opstandelse, nadver, jomfrufødsel, dåb, treenighed, arvesynd, ritualer, tro, mirakler m.m.

”Man bliver stillet overfor livet og må træffe et valg. Det er det, vi møder i Thomasevangeliet,” siger Giversen.

Tidligere kendte man ikke ret meget til gnostikerne og mest ud fra deres modstanderes beskrivelser af dem. Ved fundet i Nag Hammadi har man fået et lille værdifuldt gnostisk bibliotek. De gnostiske tanker udviklede sig især i 1.-4. årh., og der fandtes både kristne og ikke-kristne gnostikere. Pga. oversættelsen fra græsk til koptisk, dateret til 340, bedømte kirken Thomasevangeliet til at være et gnostisk afskrift fra evangelierne. Men hvornår var det første gang nedskrevet?

Efter Nag Hammadi-fundet kender man derfor meget mere til gnostiske skrifter, og det har bevirket, at man nu vurderer Thomasevangeliet anderledes. Nogle mener, at dets indhold intet har med gnosticisme at gøre, andre at der højst er tale om svage spor af gnostisk indflydelse enkelte steder.

Søren Giversen  betragter Thomasevangeliet  som en  uvurderlig kilde til Jesu lære og den tidlige kristendom.

Thomasevangeliet vidner om en kristendom, som er meget anderledes og mere nuanceret end den kirkelige kristendom. Det lægger ikke vægt på Jesu liv, død og opstandelse, men på Jesu ord og lære.

Vi møder et indre, dybt lag i Jesu lære, som også kan findes i Nye Testamentes evangelier og i andre religioner fx buddhismen. Thomasevangeliets logier er udtrykt i stærke billeder ofte af ild, lys osv., som skal vække til eftertanke. De egner sig ikke til at bygge en kirke på, da der ingen ritualer er, men derimod til fordybelse og meditation.

Den katolske kirke har følt sig nødsaget til at forkaste Thomasevangeliet, (på et kirke-møde i Nikæa i 787). Det passede ikke ind i dogmatikken. Ja, selv i det 11. årh. angribes det.

Dette er en meditativ tekst rettet mod erkendelse. Forfatteren er ukendt. Det er udpræget gnostisk (gnosis = viden, erkendelse). l indledningen (Himlen) forklares problemet, som er manglende erkendelse af Faderen. Det løses ved at Kristus åbenbarer det af Faderen,   som var skjult, for ved at kende Ham skal menneskene (æonerne) ophøre med at lide og i stedet hvile i Ham.

Manglen er den manglende erkendelse af Faderen. Denne erkendelse er løsningen på uvidenhedens forsvinden. (Uvidenhedens forsvinden). Erkendelsen er kommet ved hjælp at Kristus, som åbner de blindes øjne. (Erkendelsens komme). Denne beskrivelse af erkendelsens komme er nærmest som at overgå fra denne verden til den hinsides.

I “Sønnen” fortælles at sønnen gav æonerne tanke og forstand, barmhjertighed, frelse og ånd i kraft af Faderens uendelige mildhed. Altså ikke nogen korsfæstet Jesus som frelser, men derimod Jesus som frembærer af Guds mildhed og evigt liv.

I et andet skrift fra Nag Hammadi-fundet, Jacobsapokryfen, som består af en række udsagn, der tillægges Frelseren, optræder det samme tema, fuldendelse og mangel. Det slutter således: ”Vær derfor fyldt af ånden, men vær i mangel, hvad angår fornuften, for fornuft hører sjælen til. Den er sjæl.”

Til slut i Sandhedens Evangelium siges det, hvor meget ”erkendelsen” = Jesus – har gjort:

”Han blev: vej for de vildfarne,
erkendelse for de uvidende,
fund for de søgende,
styrke for de skælvende
renselse for de urene.”

Erkendelsen af det evige liv er det evige liv! Dette kan sammenstilles med Joh. 17. 3-5: Jesus: “Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud og ham, du har udsendt, Jesus Kristus.”

Ved Søren Giversen, Gnostisk Bibliotek I, Kbh. 1990.

Djævelen eller Satan er hovedpersonen i dette skrift, der på mange punkter er i overensstemmelse med bogomilernes lære. Bogomilerne var kristne på Balkan, som afviste de kristne dogmer, ritualer og sakramenter. Sammen med katharerne, og de oprørske kristne i Norditalien, havde de dualismen til fælles. Det vil sige, at de modsat katolikkerne så verden som en kamp mellem godt og ondt, lys og mørke, Gud og Satan. Bogomilernes kristne tankegang kan beskrives i følgende overskrifter: Alle mennesker er lige – mænd og kvinder er lige – forkyndelse kan foretages af alle – dåb og nadver afvises – gudstjenesten foregår på deres eget sprog (glagolistisk) – magt korrumperer – alle menneskers liv er ukrænkeligt = du må ikke slå ihjel = ingen våbenbrug og krigsførelse.

I Johannes´ Spørgsmål foregiver teksten at være spørgsmål stillet af Johannes til Jesus ved den sidste nadver. Navnet Jesus nævnes på intet tidspunkt, men derimod bruges ”Herren”. Svarene er usædvanlige. Søren Giversen har oversat og udgivet skriftet, der findes i ”Oldkristne tekster, III”, p. 375-76, Sankt Katharinaklostret, Sinai, 2002.

Giversen beskriver handlingen, dvs. Herrens svar, således:

”Satan går ind i Judas. Inden Satans fald var han Guds forvalter af alt. Efter at have set sig om rejser han Guds engle til oprør og får dem til falskeligt at nedskrive deres gæld til Gud. Dette opdager Faderen, der giver ordrer til at de engle, der har sluttet sig til Satan, skal fratages deres myndighed, mens Satan selv skal fjernes fra Guds forvaltning. Takket være Faderens langmodighed får Satan en frist til forbedring. Den udnytter Satan til at skabe den jordiske materielle verden, og han laver mennesket, mand og kvinde, i sit billede og til tjeneste for sig selv og indretter paradiset med slangen skjult for at forlokke Adam og Eva, hvilket sker. Satan fik takket være Guds langmodighed lov til at regere i sit rige i 7 dage, der tolkes som 7 tidsaldre. Satans tjener Enok skriver bøger om ofre. De lukker himlenes rige for mennesker. Overmodigt proklamerer Satan sig selv som den eneste gud. Faderen har udsendt Sønnen til menneskene, for at han skal gøre dem bekendt med Gud. Men Satan forbereder som modtræk allerede korsfæstelsen ved at overlade Moses noget træ, der skal bruges til korsfæstelsen, og det er også Satan, der giver moseloven. Faderen forbereder  Sønnens komme, idet han ved Helligånden sender en engel, nemlig Maria,

hans moder gennem hvis øre Sønnen kommer ind i hendes krop, og engang skal han også komme ud af øret. Også Elias er en af Satans engle, og han bliver nu til Johannes Døber. Jesu dåb er en betingelse for dåben; selv er Jesus kommet ned fra den syvende himmel. Øjensynligt er svaret på et spørgsmål om, hvad hans kød og blod betyder, gået tabt. Overfor de mange, der bliver døbt med vand, står de få, der bliver døbt med Helligånden. Derefter følger en detaljeret fremstilling af Dommens dag med en skildring af de retfærdiges og syndernes skæbne, men teksten bryder pludselig af …

 Håndskriftet fra inkvisitionens arkiv i Carcasonne har langt hen ad vejen haft en nogenlunde parallel til Wienerhåndskriftet, og derfor er det rimeligt at slutte referatet med Carcasonne-håndskriftet som grundlag:

 Mens afgrundens dyb bliver stedet, hvor Satan og hele hans hær går hen, skal Guds søn indtage sin plads ved Guds højre side, ligesom de, der har fulgt ham, skal nå frem til Guds herlighed som den kendes i … 

Tekstens sidste linjer med oplysningen om, at teksten her af Nazarius er blevet bragt til kætterne i Concorezzo, og at den er fuld af vildfarelser, må være en påtegning af inkvisitionen.”
Således beskriver Giversen handlingen.

Herrens fremstilling af Satans rolle er enestående, men ifølge Giversen findes tilsvarende beskrivelser af Satans position i forhold til Gud i Bartholomæus` Evangelium. Ligeledes i den rabbinske litteratur rangerer Satan før faldet over alle englene ved Guds trone; og i Tertullians skrift ”Mod Markion” (2,10) er Satan før faldet den klogeste af alle englene.

Den mest slående lighed med Satans rolle i Johannes Spørgsmål ses dog i værket ”Vandrer mod Lyset!”, (udgivet af Michael Agerskov, København 1920), hvor Satans nye navn er Ardor (idet han er omvendt). Her drejer  det sig om en ekstraordinær lang etisk-religiøs og historisk tekst, en selvbekendelse, hvor fortælleren er Ardor selv. Dette navn valgte Satan at antage sig, efter at han frivilligt vendte tilbage til Gud, og ringen er dermed sluttet, om man så må sige. Se mere om ægte kristendom i afsnittet “Hvad er ægte Jesusord.”. Her citeres Jesusordene.

Skriftet bygger på spørgsmål fra Maria Magdalene, disciplene Peter, hans bror Andreas og Levi og besvares af den opstandne Jesus, som kaldes Frelseren eller den salige. Det kommer ind på eksistentielle, filosofiske og religiøse spørgsmål, og har ikke meget tilfælles med et evangelium og heller ikke med det Jesusbillede, der fremtræder i Nye Testamente. Frelseren/den salige udtrykker sig med et tydeligt budskab i korte, præcise sætninger, som kunne kaldes logier, idet de minder om dem, der er i Thomasevangeliet.

Teksten her er sat sammen af 2 ukomplette håndskrifter, der blev fundet i Egypten i 1896, som er blevet oversat fra henholdsvis koptisk og græsk. Den græske tekst stammer fra 2. halvdel af 2. århundrede. Det findes i ”Oldkristne Tekster III”, ved Søren Giversen, Sinai 2002.

Giversen beskriver første del af indholdet, der viser, hvad der var vigtigt for spørgerne at få svar på.

   ”Det begynder med et spørgsmål om det materielle. Svaret går ud på, at alt det skabte engang skal gå til grunde og efter naturens orden skal opløses til det, som det er opstået af. Derefter stiller Peter et spørgsmål om synd og får at vide, at synden ikke eksisterer i sig selv, men kun i den forstand, at mennesket handler syndigt. Der kommer en forklaring på, hvordan sygdom og lidelse er opstået: Det sker, fordi de foretrækker det, der er imod naturen. Derpå bliver disciplene opfordret til at være på vagt, når nogen vil sige, at menneskesønnen er her eller der; nej menneskesønnen er i deres indre. Til slut bliver de mindet om, at Jesus ikke som Moses har efterladt sig nogen lov, men kun det bud, som han har fastsat for dem. Her i Mariaevangeliet er det Maria Magdalene, der får discipelskaren til at fatte nyt mod, og Marias tale ender med en henvisning til, at ”han har gjort os til mennesker.” ”
Såvidt Giversen.

Skriftet fortæller videre om Marias åndelige syn, hendes sjælevandring og lutringsarbejde gennem selverkendelsen samt ordene, Frelseren sagde til hende. Da Andreas indvender, at han ikke tror på, at Frelseren har sagt disse ting til Maria, svarer Peter og følgende scene udfolder sig:

Peter:

Talte han da med en kvinde i hemmelighed for os og ikke åbenlyst? Skal vi vende om og alle høre på hende? Foretrak han hende frem for os?

Da græd Maria og sagde til Peter:

”Min broder Peter, hvad mener du dog? Mener du, at jeg selv har udtænkt det i mit hjerte, eller at jeg lyver om Frelseren?”

Levi tog til orde og sagde til Peter:

”Peter, du er altid så opfarende. Nu kan jeg se, hvordan du forivrer dig mod kvinden ligesom modstanderne. Når nu Frelseren har holdt hende for værdig, hvem er så du, at du forkaster hende? Frelseren kender hende sikkert ganske nøje. Derfor har han foretrukket hende frem for os. Lad os hellere skamme os, iføre os det fuldkomne menneske, således som han har befalet os og gå ud og forkynde evangeliet, uden at vi tåler noget andet bud eller nogen anden lov, end det som Frelseren har sagt.”

Men da Levi havde sagt dette, begyndte de at gå ud og prædike evangeliet efter Maria.

Det vides ikke hvem, der har nedskrevet Mariaevangeliet. Det kan tænkes, at grundlaget for det er de mange mundtlige overleveringer, som så er blevet sat på papyrus af en dygtig skribent. Vi ser her en markant anderledes ordveksling, talemåde og udtryksform end i de 4 officielle evangelier. Disciplenes samtaleform virker langt mere autentisk som den udfolder sig i menneskelige følelser, passion og irettesættelser. Kommunikationen mellem Maria og den opstandne frelser er af clairvoyant/clairaudient natur. Om den virkelig har fundet sted således eller er et opstillet scenarie, er ikke til at vide. Indholdet kan være taget fra mundtlige overleveringer, historier eller beretninger; men det kan også være en faktuel begivenhed.

Beduinerdrengen Muhammed Adh-Dhib på 15 blev i 1947 verdensberømt ved sin opdagelse af den første hule med skriftruller. I 1952 fandt nogle beduiner i en  fjerde hule ved Qumran nær Det døde Hav yderligere en stor samling meget ødelagte håndskrifter. Der er uenighed om deres oprindelsestidspunkt. Nogle mener de stammer fra 300 f.kr. andre lige efter år 0.

Præsten Thorvald Kierkegaard skriver  (i Dødehavsrullerne og andre Taler, København 1961):

”Det største og vigtigste fund fra hule 1 er gengivelsen af Jesajas Bog fra ca. 100 år f. Kr. … endnu et betydningsfuldt skrift skildrer kampen mellem Lysets Sønner og Mørkets Sønner. De første er sektens tilhængere og de sidste sandsynligvis romerne. Men det kan også være, at der med ”Mørkets Sønner”, menes præsteskabet og de jøder, som ikke overholdt de gamle regler fra moseloven.

… Et aramæisk skrift fra Jesu tid lærer os at forstå mange af hans udtryk og vendinger.

… I årene 68-70 kom det store oprør mod romerne, hvor Jerusalem blev ødelagt. Da blev også Qumranklostret erobret og ødelagt, men forinden havde sekten skjult sit store bibliotek i de mange huler i bjergene. De, der blev tilbage, er sandsynligvis blevet dræbt. Men de reddede har vistnok sluttet sig til den kristne menighed i Jerusalem eller andetsteds og fra den tid påvirker Qumransektens tanker og ideer øjensynligt den kristne læres udvikling en hel del.

Det har hidtil været temmelig gådefuldt, at der kunne ske så stor en forandring i den  kristne lære fra de 3 ældste evangeliers tilblivelsestid ca. 30 år efter Kristi død og til den tid, hvor Johannesevangeliet og de andre såkaldte johannæiske skrifter forfattedes. Men nu ser det ud til, at studiet af Qumransektens lære og skæbne vil bidrage til at løse denne gåde.”

Ole Andersen skriver: ”Der er 2 spørgsmål i forbindelse med dødehavsrullerne, der især har vakt voldsom debat: Hvem skrev rullerne? Og hvornår blev de skrevet? Den letteste måde at besvare spørgsmålene på er at finde omtaler af historiske personer og begivenheder i rullerne selv. Og dødehavsrullerne indeholder faktisk en hel del historisk stof om den menighed, der ejede rullerne, Qumranmenigheden. Problemet er bare, at vigtige personer i menighedens historie er omtalt med ”dæknavne” og ikke med deres rigtige historiske navn, nogle få undtagelser nær.

Menighedens leder kaldes for ”Retfærdighedens Lærer”. Og menighedens 2 store modstandere omtales som ”Den onde Præst” og ”Løgneren”.

Dødehavsrullerne er en udfordring og et dilemma for kristen ortodoksi.

Teksterne adskiller sig fra al evangelisk litteratur (på nær Pauli breve), ved at der ikke har været redigeret eller omarbejdet i dem. Når vi læser bibelen som en kilde til kristendommen, er det ikke det oprindelige, men afskrifters afskrifter, altså det omarbejdede resultat, vi læser. De  officielle fortolkninger siger, at der ikke er noget omvæltende for kristendommen i dødehavsrullerne. Hvor meget de adskiller sig fra kirkekristendom, kan naturligvis diskuteres.

Mani (216-274) stiftede manikæismen, der udviklede sig til en verdensreligion, der på sit højeste strakte sig fra Kina til Atlanterhavet og havde sin blomstringstid i det 7.-8. århundrede. Manikæismen kalder vi Manis religion, men her i dette skrift, må den nok ses som en tidlig form for kristendom. Kirkefaderen Augustin (354-430) var i sine unge dage manikæer, men tog senere afstand herfra.

Dette er et miniature-håndskrift på pergament, der blev fundet med siderne klumpet sammen i en hornagtig substans, og kun gennem dygtigt restaureringsarbejde har det meste af den græske tekst kunnet tydes i 1982. Det er på størrelse med en lille tændstikæske, og er den mindste miniature fra antikken, man kender, med langt det største antal linjer  pr. side, som der er 196 af! Dets alder anslås til 4.-5. århundrede. Det har titlen ”Om tilblivelsen af hans legeme.”

Søren Giversen har oversat til dansk (Jeg, Mani – Jesu Kristi Apostel”, kbh. 1999) og siger bl.a. om indholdet: ”Tilværelsen er for den unge Mani, sådan som vi møder ham i teksten, en kamp mellem liv og død, mellem lys og mørke. I denne kamp kaldes mennesket til ansvar. Der må ikke drives rovdrift på naturens resourcer, unødigt fældes træer osv. Menneskets frigørelse fra alt, hvad der kan binde det, er ikke betinget af ydre omstændigheder som velstand eller kultiske skikke, men af dets forhold til sandheden, nemlig erkendelsen af tilværelsens rette sammenhæng.” S. 9.

Giversen fortsætter: ”I urokkelig tillid til altid at stå under en usynlig følgesvend´s beskyttelse, træder den fattige Mani frem med sit budskab … og modigt overfor de religiøse ledere og politiske magthavere, således som denne tekst fortæller det, s. 10:

”Da overvejede jeg efter kort tids forløb overfor både Sita og dem fra synedriet (det jødiske råd) at røbe noget af det, som min saligste Fader havde åbenbaret for mig, og at vise dem herlighedens vej”. S. 34.

Mani advares dog i et syn mod at fortælle noget, fordi Sita ikke hører til en, der er udvalgt. Den menighed Mani her sættes i forbindelse med er en jødisk-kristelig menighed i Syrien grundlagt omkring år 100 af Elkasai. Mani stiller sig selv ind i rækken af dem, der modtog åbenbaringer. Han påberåber sig altså Gud, som den egentlige kilde til hans visdom:

”Sandheden og de uudsigelige ting, som jeg taler om og håndspålæggelsen, som jeg har, har jeg ikke modtaget fra nogle mennesker eller fra kødelige skabninger, men heller ikke fra kendskab til skrifterne. S. 26.
Såvidt Giversens forord og indledning.

Fra et møde Mani havde i Persien, måske med Mihrshah, broder til kong Shapur, fortæller han: ”Jeg forklarede så visdommen og buddene for ham og fremstillede sagen i sin helhed for ham. … Jeg udviklede for dem forskellen mellem de to naturer.” S. 101.

Med de to naturer menes muligvis lysets og mørkets, det gode og det ondes natur; muligvis Guds og Jesu forskellige naturer. Dette spørgsmål var hovedkontroversen på de 5 første økumeniske konciler, (se foran) og blev måske også diskuteret på Mani´s tid. Læs om koncilerne i “Uægte kristendom”.

Skriftet fortæller ikke så meget, om den lære Mani underviste i, men denne kendes fra to store koptiske håndskrifter, ”Kephalia”. Det vides, at det grundlæggende for Mani var erkendelsen af de to kræfter lyset og mørket, det gode og det onde, og hvordan man renser sig for mørket.

”Altså er nu den renhed, hvorom der er skrevet, den som kommer gennem erkendelsen: adskillelsen af lys fra mørke og døden fra livet og de levende vande fra de stivnede, for at I skal erkende, at det ene er forskelligt fra det andet, og I skal holde frelserens bud, for at han skal løse jeres sjæl fra ødelæggelse og fordærv. Dette er i sandhed den rigtigste renselse, som I er blevet pålagt at udføre.” S. 80.

Mani fortsætter med at advare mod den forkerte renselse i form af afvaskning, daglig dåb og rituel afvaskelse. Dette afvises af ham som unyttig.

”Men efter at I har vendt jer fra den (erkendelsen), har I foretaget rituel afvaskning og standset renselsen af det meget urene legeme, der også er blevet formet ved snavset, og ved det er det blevet løbet sammen og bygget op.” S. 80.

Her siger Mani, at legemet er blevet formet ”ved snavset”, (det jordiske, molekylare stof), som er løbet sammen og har bygget det op. Her har vi en reference til skriftets titel: ”Om tilblivelsen af hans legeme.” Denne titel er blevet tolket forskelligt. Dels som Mani´s legeme, dels som Kristi legeme og dels som den manikæiske religions legeme. Giversen mener, der menes Mani’s eget legeme. Benægtelsen af at legemet er skabt af Gud, hævdes også i evangeliet ”Johannes Spørgsmål”, af Valentines fra 2. årh., hos guatemalaindianerne i Mellemamerika og i bogværket Vandrer mod Lyset, (med undertitlen: Et budskab til menneskeheden fra den oversanselige verden), hvor det er meget grundigt forklaret,

Efterfølgende fortæller han i ”Jeg, Mani – Jesu Kristi apostel” at nogle priste ham som et overhoved og en lærer, og at det levende ord forkyndtes ved ham. Men også at andre mente, at han vildledte dem og ville spalte menigheden, og de stemte for hans død.

Og således endte Mani også senere sit liv, som ”tak” for sin vejledning.

Bibelen rummer mange glimt af ægte Jesusord og dermed ægte kristendom: Reinkarnationstanken fx optræder flere steder uden direkte at være benævnt, men ses som en naturlig tankegang både hos Paulus, Jesus og generelt.

”Som du sår, skal du høste” siges det hos Paulus i Gal. 6.7. Mange Jesuord giver udtryk for samme tankegang. Ifølge “Vandrer mod Lyset!” (s. 205), erindrede Jesus intet bestemt omkring reinkarnation. Han kendte den især fra den indiske lære, men da han selv var usikker på dette punkt, lærte han intet bestemt derom. Men gennem enkelte udtalelser, der er bevaret i evangelierne, kan det ses, at han ikke stod fremmed overfor denne tanke.

Taler vi om de andre ovenfor nævnte skrifter, Didaké, Thomasevangeliet, Sandhedens evangelium, Mariaevangeliet,

Johannes´ Spørgsmål, Dødehavsrullerne, Jeg, Mani – Jesu Kristi Apostel  og andre oldkristne tekster, er der her præsenteret en urkristendom, som tydeligt adskiller sig fra de kanoniske skrifter. De understøtter berettigelsen af, og understreger det nødvendige i, at rense ud i næsten 2000 års vildført kristendom med henblik på den endelige reformation. Det hele begynder med erkendelsen af, at den kristne lære, som prædikes i dag, er på vildspor, hvilket jeg har tydeligt påvist under afsnittet uægte kristendom. Vi står foran et stort arbejde, hvor der må tages fat på alle relevante kilder til belysningen af og tilbageførelsen til den oprindelige kristendom – den som Kristus gav, da han gik på jorden som Jesus.

Disse sandhedsord og -udtalelser der samler en anden kristendom end den fejlagtige og usande, hører hjemme i et afsnit for sig selv. De kan findes i afsnittet “Ægte Jesusord”.

Modstandere mod dogmekristendommen har eksisteret gennem alle tider. For blot at nævne nogle få:

• Religionsstifteren Mani (død 276) lærte, legemet er mørkets fortættede kraft og det er adskillelsen af lys fra mørke, der renser. Jf. selvbiografien fra 3. årh. ”Jeg Mani – Jesu Krist Apostel”, oversat til dansk af Søren Giversen, København 1999.
• Skriftet ”Johannes Spørgsmål” som menes at være opstået og brugt af bogomilerne i Bulgarien, fortæller at det var Satan, som skabte verden ja endog menneskene.

Skriftet kan spores helt tilbage til 200-tallet, og der findes lignende udsagn i Johannes Apokryfen fra Nag Hammadi i 150.

• Valentines, en gnostiker fra 2. årh., benægtede, at skabelsen var Guds værk.
• I guatemala-indianernes hellige folkebog, Popol Vuh, siges det at menneskets skabelse var mislykkedes. Konklusion: Det kan ikke være skabt af Gud.
• Pelagius, en britisk munk (død efter 418), benægtede arvesynden og hævdede menneskets frie vilje og bekæmpede derved kirkefaderen Augustin, som gav læren om arvesynden og prædestinationen.
• Augustin har for øvrigt selv placeret en bombe under kristendommens opfattelse af Satan og det onde, idet han i sin afhandling om det ondes problem, år 423, siger:

“Eftersom alle skabningers skaber er god i suveræn forstand, er alle skabninger gode.”

“Det gode i hver skabning kan ikke tilintetgøres medmindre skabningen selv tilintetgøres.”

Dette må så også gælde Satan. Jf. Vandrer mod Lyset’s oplysninger om Satans tilbagevenden til lyset, og den gamle persiske Ahura Mazda visdom om, at den gode ånd vil sejre over den onde.

• Af danske præster kan nævnes:

Teolog, professor H.N. Clausen. Teologerne Høeg-Guldberg og Otto Horrebow.

Deres protester mod kirkekristendommen er beskrevet i min projectafhandling

“Rationalismen i 1800-tallets danske kirkeliv” fra 1999. (Ligger på religionrevised.com).

• Arboe Rasmussen. Anton Jensen. Poul Kalmeyer. Thorvald Kierkegaard.
• Og i nyere tid: Pastor Zwicky, Kirsten Zarauw, provst Harald Gjesing (50 teser om kristendom), teolog, prof. Søren Giversen og afdøde Harald Søbye for blot at nævne nogle.

Kort resumé:

Jeg har nu fremlagt, hvad der var den politiske, historiske og kirkelige baggrund for de 5 første økumeniske konciler, og hvad der blev vedtaget. Endvidere om, hvem der indkaldte møderne, lidt om hvem der deltog og hvor mange og om måderne, vedtagelserne blev gennemført på.

Kortfattet afspejler disse 5 konciler en kamp mellem divergerende opfattelser af Jesu Kristi natur. Var Jesus et menneske, en Gud eller begge dele?

Hvorfor var det så vigtigt at fastslå? Jo, Jesus var af Paulus og andre gjort til frelseren via sin død på korset – og hvis dette skulle stå til troende, måtte han selvfølgelig være mere end et menneske. Striden stod så om hvor meget menneske og hvor meget gud. Eller hvor meget menneskenatur og hvor meget gudnatur Jesus var!

Selve grundlaget for at antage Jesus som menneskehedens frelser via sin død på korset, er der al mulig grund til at betvivle:

* Den er naturstridig og modsiger al sund logik.

* Den gør Gud til en morder – og Kristus til Gud.

* Den finder ikke støtte i Bibelen af Jesus selv, tværtimod.

* Den er Paulus’ spekulation over hvorfor hans elskede og kærlige mester dog   skulle lide så forfærdeligt og dø så tidligt.

Men den tids tvivlere på forsoningslæren kom ikke til orde. De blev holdt nede som kættere, fordømt og slået ihjel. Det blev desværre den fejlagtige lære om Jesus, som sejrede og blev yderligere fastslået på kirkemøderne.

* Hvad bygger den kristne kirke på i dag?

* Hvad er dens teologiske grundlag?

* Hvad er det, som kendetegner de kristne dogmer, doktriner og læresætninger, som kirken fortæller sine tilhørere?

Det er Paulus’ lære vedtaget i en kompromisform på de 5 første økumeniske konciler for at kunne tilfredsstille de mange forskellige opfattelser om Jesu natur, der herskede den gang. Jeg spørger og du må selv finde det svar som tilfredsstiller mest:

* Er den kristendom, kirken står for, Jesu egen lære?

* Virker det grundlag kirken bygger på troværdigt, Jesus og Gud værdigt, smukt, åndeligt og ophøjet?

* Taler kirkens repræsentanter sandt?

Under afsnittet ægte kristendom har jeg givet nogle oplysninger og kilder, der belyser den kristendom, som levede de første par århundreder efter religionsstifteren Jesus død. Dette er for at hjælpe læseren til at kunne besvare ovennævnte 3 spørgsmål, så du selv kan vurdere og tage stilling til dit forhold til de to forskellige slags kristendom.

Hvis du føler og mener, at den tidlige kristendom i højere grad afspejler Jesu lære, liv og holdninger, trænger 2 spørgsmål sig på: 

* Hvorfor er den katolske og den protestantiske kirke i den grad kørt af sporet?

* Kan vi gøre noget for af føre dem ind på en bedre vej, som klart afspejler Jesu  lære, dvs. ægte kristendom?

Sidst – men ikke mindst:

Jeg tror, det vi har beskæftiget os med i dette afsnit om uægte og ægte kristendom, er den væsentligste årsag til, at folkekirkens medlemmer har vendt ryggen til kirkens gudstjenester og messer. Den er simpelthen ikke i overensstemmelse med folks indre forståelse og oplevelse af, hvad kristendom er. De føler sig ikke hjemme ved kirkens gudstjenester, ordene siger dem ikke nok, og de kommer der derfor ikke.

Kirken hænger fast i usandhedens dynd, medens folket som helhed har udviklet sig ud over dette og mærker, at noget er galt i kirken. Kirken bygger på sand og sandet skrider. Det er kun et spørgsmål om tid, hvornår den enten må lukke eller begynde den længe savnede fulde reformation af sin lære i overensstemmelse med oprindelig, ægte kristendom. Mennesker i det 21. årh. kan ikke længere tro på de fleste af bibelens beretninger og historier fra dengang, og heller ikke på de kristusfortællinger kirken frembærer. Den kristne gudstjeneste og dens ritualers forløb føles fremmed for langt de fleste medlemmer. Og således også dens trosbekendelser, bønnefremsigelser, salmetekster, dogmer og doktriner. Måske derfor kommer disse mennesker aldrig eller meget sjældent til en gudstjeneste. Præstens prædiken er det eneste de eventuelt får noget ud af, hvis vedkommende kan sætte sig i øjenhøjde og formår at nå ind til der, hvor de er.

De mange smukke kirkebygninger vil selvfølgelig bestå, men det åndeligt-religiøse indhold vil opløse sig selv, fordi det ingen næring får fra højere sted og snart heller intet som helst fra sine medlemmer.

Spørgsmålet er, om der er for sent. Kirkens repræsentanter lader ikke til overhovedet at ville se virkeligheden og de alvorlige problemer i øjnene.

Jeg har tidligere henvendt mig til præst, provst og kirkeminister, men alle steder mærket, at der ingen forståelse var. En undtagelse var dog kirkeminister og præst Tove Fergo. Min konklusion er:

Først når kirkens folk selv åbner sig og offentligt, udadvendt involverer andre i sine dybe problemer, er der mulighed for fremskridt. Men det lader vente på sig, for det kræver at kirken gør det, som den allernødigst vil:

lndrømmer at dens såkaldt kristne lære på de væsentligste punkter er forkert; indrømmer at grundlaget er fejlagtigt og kirken derfor er bygget på sand. Nogle præster, jeg taler med, siger, at de er i vildrede og ”det knager i dogmerne”. Bare præsterne dog ville tale åbent sammen og offentligt begynde at tale om kirkens problemer. Hvordan skal kristendommen kunne hjælpe folk til at blive bedre mennesker, når dens fortalere ikke tør kigge på sine egne fejl og mangler?

Når den herskende kristendom begynder sin selvgranskning, er her nogle input til, hvad den reformerede kristendom kunne indeholde:

Jesu lære består af: At elske Gud som den eneste ene, Faderen, der har ubetinget kærlighed til alle sine børn. At elske sine medmennesker som sig selv. At indse sine egne fejl og ikke kun andres; rette fejlene og ikke gentage dem, men bede Gud om hjælp til at blive et bedre menneske. Være parat til at tilgive andre deres overtrædelser.

Ikke dømme andre. Være parat til at strække sig lidt længere, end man synes er rimeligt.

Have medfølelse med andres lidelser og vanskeligheder.

Altså den kærlighedslære, der var Jesu kendetegn.