Mani (216-274) stiftede manikæismen, der udviklede sig til en verdensreligion, der på sit højeste strakte sig fra Kina til Atlanterhavet og havde sin blomstringstid i det 7.-8. århundrede. Manikæismen kalder vi Manis religion, men her i dette skrift, må den nok ses som en tidlig form for kristendom. Kirkefaderen Augustin (354-430) var i sine unge dage manikæer, men tog senere afstand herfra.

Dette er et miniature-håndskrift på pergament, der blev fundet med siderne klumpet sammen i en hornagtig substans, og kun gennem dygtigt restaureringsarbejde har det meste af den græske tekst kunnet tydes i 1982. Det er på størrelse med en lille tændstikæske, og er den mindste miniature fra antikken, man kender, med langt det største antal linjer  pr. side, som der er 196 af! Dets alder anslås til 4.-5. århundrede. Det har titlen ”Om tilblivelsen af hans legeme.”

Søren Giversen har oversat til dansk (Jeg, Mani – Jesu Kristi Apostel”, kbh. 1999) og siger bl.a. om indholdet: ”Tilværelsen er for den unge Mani, sådan som vi møder ham i teksten, en kamp mellem liv og død, mellem lys og mørke. I denne kamp kaldes mennesket til ansvar. Der må ikke drives rovdrift på naturens resourcer, unødigt fældes træer osv. Menneskets frigørelse fra alt, hvad der kan binde det, er ikke betinget af ydre omstændigheder som velstand eller kultiske skikke, men af dets forhold til sandheden, nemlig erkendelsen af tilværelsens rette sammenhæng.” S. 9.

Giversen fortsætter: ”I urokkelig tillid til altid at stå under en usynlig følgesvend´s beskyttelse, træder den fattige Mani frem med sit budskab … og modigt overfor de religiøse ledere og politiske magthavere, således som denne tekst fortæller det, s. 10:

”Da overvejede jeg efter kort tids forløb overfor både Sita og dem fra synedriet (det jødiske råd) at røbe noget af det, som min saligste Fader havde åbenbaret for mig, og at vise dem herlighedens vej”. S. 34.

Mani advares dog i et syn mod at fortælle noget, fordi Sita ikke hører til en, der er udvalgt. Den menighed Mani her sættes i forbindelse med er en jødisk-kristelig menighed i Syrien grundlagt omkring år 100 af Elkasai. Mani stiller sig selv ind i rækken af dem, der modtog åbenbaringer. Han påberåber sig altså Gud, som den egentlige kilde til hans visdom:

”Sandheden og de uudsigelige ting, som jeg taler om og håndspålæggelsen, som jeg har, har jeg ikke modtaget fra nogle mennesker eller fra kødelige skabninger, men heller ikke fra kendskab til skrifterne. S. 26.
Såvidt Giversens forord og indledning.

Fra et møde Mani havde i Persien, måske med Mihrshah, broder til kong Shapur, fortæller han: ”Jeg forklarede så visdommen og buddene for ham og fremstillede sagen i sin helhed for ham. … Jeg udviklede for dem forskellen mellem de to naturer.” S. 101.

Med de to naturer menes muligvis lysets og mørkets, det gode og det ondes natur; muligvis Guds og Jesu forskellige naturer. Dette spørgsmål var hovedkontroversen på de 5 første økumeniske konciler, (se foran) og blev måske også diskuteret på Mani´s tid. Læs om koncilerne i “Uægte kristendom”.

Skriftet fortæller ikke så meget, om den lære Mani underviste i, men denne kendes fra to store koptiske håndskrifter, ”Kephalia”. Det vides, at det grundlæggende for Mani var erkendelsen af de to kræfter lyset og mørket, det gode og det onde, og hvordan man renser sig for mørket.

”Altså er nu den renhed, hvorom der er skrevet, den som kommer gennem erkendelsen: adskillelsen af lys fra mørke og døden fra livet og de levende vande fra de stivnede, for at I skal erkende, at det ene er forskelligt fra det andet, og I skal holde frelserens bud, for at han skal løse jeres sjæl fra ødelæggelse og fordærv. Dette er i sandhed den rigtigste renselse, som I er blevet pålagt at udføre.” S. 80.

Mani fortsætter med at advare mod den forkerte renselse i form af afvaskning, daglig dåb og rituel afvaskelse. Dette afvises af ham som unyttig.

”Men efter at I har vendt jer fra den (erkendelsen), har I foretaget rituel afvaskning og standset renselsen af det meget urene legeme, der også er blevet formet ved snavset, og ved det er det blevet løbet sammen og bygget op.” S. 80.

Her siger Mani, at legemet er blevet formet ”ved snavset”, (det jordiske, molekylare stof), som er løbet sammen og har bygget det op. Her har vi en reference til skriftets titel: ”Om tilblivelsen af hans legeme.” Denne titel er blevet tolket forskelligt. Dels som Mani´s legeme, dels som Kristi legeme og dels som den manikæiske religions legeme. Giversen mener, der menes Mani’s eget legeme. Benægtelsen af at legemet er skabt af Gud, hævdes også i evangeliet ”Johannes Spørgsmål”, af Valentines fra 2. årh., hos guatemalaindianerne i Mellemamerika og i bogværket Vandrer mod Lyset, (med undertitlen: Et budskab til menneskeheden fra den oversanselige verden), hvor det er meget grundigt forklaret,

Efterfølgende fortæller han i ”Jeg, Mani – Jesu Kristi apostel” at nogle priste ham som et overhoved og en lærer, og at det levende ord forkyndtes ved ham. Men også at andre mente, at han vildledte dem og ville spalte menigheden, og de stemte for hans død.

Og således endte Mani også senere sit liv, som ”tak” for sin vejledning.